Update 2020

Terrarium-guide: Sådan bygger du et terrarium

Jeg er vild med terrariums! De er sjove at bygge, de er utroligt flotte at kigge på og så er de nemme, i den forstand at de passer sig selv og ikke kræver vanding (i hvertfald hvis du laver et med låg, som jeg her i guiden gør).

Terrariet regulerer nemlig sig selv under det lukkede låg, ved at skabe sit eget økosystem. Fugten i jorden skaber kondens på glasset, som så glider ned i jorden, hvorefter processen gentages – smart!

Det skal du bruge: 

  • Et dræn-lag til bunden (f.eks sten, lecakugler eller pimpsten)
  • Aktivt kul (kan fås i mange dyrebutikker og akvarieshops)
  • Pottemuld
  • Planter, der trives i fugt (Fittonia, bregner, Calathea, bjergpalmer og mos er gode bud)
  • Et glas med låg (mit er købt hos Plukk i Aarhus)
  • Redskaber som lille skovl, rive og pensel

Sådan gør du:

1: Find ovenstående frem, vask og tør glasset grundigt og sæt igang med projekt terrarie!

2: Fyld et lag sten, grus eller lecakugler i bunden af glasset for at lave et drænlag.

3: Drys et generøst lag aktivt kul ovenpå drænlaget. Aktivt kul bruges i terrarier for at filtrere vandet og undgå råd.

4: Fyld pottemuld i glasset – jeg plejer at arbejde med ca 5-6 cm lag jord i store glas som her i guiden, mindre i små glas.

5: Tag planterne ud af deres potter. Hvis du vil dele nogle af planterne op i flere, så masser blidt rødderne og træk dem langsomt fra hinanden.

6: Nu begynder den sjove del! Leg med placeringen af planterne i glasset, før du planter dem. Prøv dig frem med flere forskellige setups og se, hvad der fungerer bedst.

Jeg bygger ofte terrariet op med en høj plante i centrum og mindre planter rundt om.

7: Når du har besluttet dig for et setup, er det tid til at fylde jord og planter i glasset.

Pres forsigtigt jord omkring planterne, så de ikke vælter (her er en lille terrarieskovl/rive med teleskop-greb handy, men en ske eller en hånd kan også gøre det) og tilføj jord i resten af glasset. Du kan gå efter en jævn overflade eller eksperimentere med et mere bakket landskab.

8: Tilføj pynt og landskab omkring planterne. Jeg elsker at bruge mos, sten og bark.

9: Brug en lang pensel, en makeupbørste eller en malerpensel til at børste jord og skidt væk fra glassets inderside. Et rent viskestykke kan også bruges.

10: ..And you’re done!

I andre terrarie-guides rundt om på nettet, rådes der tit til at vande terrariet inden du sætter låget på. Min erfaring er dog at jorden ofte bliver for våd af det, trods udluftning, og jeg har et par gange oplevet at det er rådnet. Derfor holder jeg mig fra vanding og sætter blot låget på, når terrariet er færdigt.  Planterne og jorden de kommer i, er ofte allerede fugtig og denne fugt er som regel rigeligt til at skabe kondens og fugt indeni glasset.

Indtil videre har jeg ikke haft behov for at tilføje ekstra vand til nogle af mine terrarier, men hold øje med det og tilføj en smule vand, hvis ikke du ser kondens på glasset et par dage efter bygning.

Vælger du at tilføje vand, så lad terrariet stå åbent til udluftning i 1-2 dage, inden du sætter låg på.

Jeg håber at I kan bruge guiden – spørg endelig hvis I er i tvivl om det mindste 🤗

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Update 2020