Terrarium-guide: Mossarium

Terrarium-guide: Sådan vedligeholder du dit terrarium

Terrarium, plante terrarium, terrarium af træ og glas, fittonia i glas

Der er ikke noget værre end at have brugt tid på at sammensætte det perfekte terrarium (se hvordan du gør i terrarium-guiden HER) for så at se, at det ikke trives og at det måske er ved at rådne!

Mug og råd er nok de to problemer, der oftest opstår i et terrarie. Jeg har prøvet det mange gange og har kasseret mangt et terrarie, fordi det var beyond saving.  Men jeg har efterhånden lært hvordan man forebygger det og der er også håb, hvis skaden allerede er sket.

Læs med her for mine bedste tips og tricks til mug, råd og generel vedligeholdelse af dit terrarie, så du kan have glæde af det i mange år frem.

Når du bygger:

Jord:

Tænk over mængden af jord, du putter i glasset. Jo mere jord, jo mere vand kan det indeholde. Min tommelfingerregel er at der ikke skal mere jord i, end hvad der lige præcis kan dække planternes rødder.

Dræn og aktivt kul:

Da der ikke kan løbe vand ud af glasset, er det vigtigt at lave et godt drænlag nederst.

Her kan overskydende vand løbe ned, så jorden ikke er våd for længe. Jeg har både brugt lecakugler, grus, pimpsten og dekorationssten – alle dele virker.

Aktivt kul kan hjælpe med at forebygge råd og mug ved at filtrere vandet og holde luften frisk i et lukket terrarie, men er desværre ikke en garanti for at det slet ikke sker (taler af bitter erfaring).

Har du bygget et åbent terrarie, er aktivt kul ikke specielt nødvendigt, da der er fin mulighed for udluftning og for fordampning af vand.

Mos fungerer også glimrende som renseanlæg i terrariums, både lukkede og åbne.

Generel vedligeholdelse:

Fugt:

Fugt er nøglen i et terrarie, men det skal være den helt rigtige mængde – for meget fugt kan give ideelle vækstbetingelser for mug og råd, og for lidt fugt får planterne til at tørre ud.

Kig efter kondensering på glasset (de små vandperler, der sidder på indersiden af glasset). Er der et fint, jævnt lag på glasset, som i løbet af dagen klarer op? Perfekt!

Er der kondensering hele vejen rundt, som ikke klarer op? Det kan være en indikator på at terrariet vil have godt af en udluftning. Tag blot låget af og lad det stå og lufte 1-2 dage, før du igen sætter låget på.

Er der meget overskydende vand, kan du også tage noget af det med en lille klud på glassets inderside. Hold øje med glassets inderside og gentag processen med udluftning, hvis det ikke er blevet bedre efter en dag eller to.

Vand:

Jeg har primært lukkede terrarier som, grundet låget, ikke skal vandes.

Kondenseringen glider ned i jorden, hvor planternes rødder suger det til sig, hvorefter det igen opstår som kondensering og processen gentages.

Har du et åbent terrarium? Så husk at tilføre vand af og til.

Åbne terrarier synes jeg er sværest at vedligeholde, fordi det er så pokkers nemt at komme til at overvande dem.

Vand sjældent, vand ganske lidt (brug evt en stor ske, en deciliter-kop eller en vandspray) og hold øje med at jorden ikke står våd for længe.

Døde blade og mug:

Du vil måske opleve at der opstår mug på planterne.

Det fugtige miljø i terrariet er perfekt for mug at formere sig i. Her er det vigtigt at du reagerer og får fjernet de blade og planter, der er mugne. Det spreder sig hurtigt!

Forebyg og kontroller mug ved at fjerne nedfaldne, halvdøde og døde plantedele så snart du ser dem og rengør glassets inderside med en klud af og til.

Er hele glasset råddent, kan den eneste redning være at tømme det, gøre det grundigt rent og starte forfra.

Svampe:

Du kan opleve at der pludseligt popper svampe op af jorden i dit terrarie.

Ligesom med mug, elsker svampe det fugtige miljø inde i glasset og under de helt rigtige betingelser, kan bittesmå sporer, som har gemt sig i jorden, gro op som svampe. Varme, rigeligt med fugt og døde plantedele er noget af det, som kan udløse dem.

De er ikke skadelige, så lad dem endelig stå hvis du ikke er generet af dem. Ellers kan du enten åbne låget og lade terrariet tørre lidt ud eller grave dem forsigtigt op af jorden.

Vær opmærksom på at svampe har komplekse og lange rødder (og at der gemmer sig flere sporer i jorden) så du skal muligvis gentage processen flere gange, før du bliver helt kvit med dem.

Trimning:

Planterne i et terrarie forbliver ikke altid små og nogle gange går der ikke længe, før de er på vej ud af toppen.

Du kan plante planterne over i et større glas, når de vokser sig for store eller du kan trimme og beskære planterne af og til.

I mine store glas nipper jeg af og til en gren eller en top af planterne, så de forsat kan være i glasset. Husk at rydde op efter dig og efterlad ikke afklippede blade og plantedele i glasset, da de med høj sandsynlighed vil mugne.

Accessories til vedligeholdelse:

Det første lange stykke tid klarede jeg mig fint med hænder, skeer fra køkkenet og en lille hobbysaks, men det er både sjovere og nemmere med det rigtige værktøj.

I mit terrarium-kit finder du:

  • Pensel (min er en malerpensel – god til at børste planter og glas af for jord)
  • Teleskop-spade og rive (fås HER)
  • Mikrofiberklud (til rengøring af glas inde og ude – køb HER)
  • Bonsai-saks (lille og handy til trim – køb HER)
  • Lille rosen-saks (god til større terrarier – køb HER)

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Terrarium-guide: Mossarium